Lisbeth Lunda

www.gallerilunda.dk


 

At flyve, at falde og finde sig selv

 

En anmeldelse af Tom Jørgensen,

kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

 

At flyve har i såvel højlitterære digte som i popsange altid været forbundet med drømme, håb og frihed. En vægtløs tilstand af lykke. Også herhjemme. Tænk bare på Christian Winthers ”Flyv fugl! Flyv over Furesøens vove”. I Danmark, og det er måske typisk for os, har vi imidlertid også den knap så frihedsøgende ”Flyv ikke højere end vingerne bær´/hold dig ved jorden præcis hvor du er”.

Ligesom for at understrege janteloven: at man skal fandme ikke tro, man er noget.

 

Det er nærliggende at komme ind på alt dette, når man ser på Lisbeth Lundas malerier. Ikke kun, fordi de er befolket af svævende kvindelige væsener, men også med tanke på Lisbeths livshistorie – som hun selv eksplicit kommer ind på i kataloger og på sin hjemmeside. En livshistorie fra det nordligste Jylland tilbragt i et lukket og religiøst samfund, hvor skyld og synd spillede en dominerende rolle, og hvor afvigelser ikke blev tålt. Ikke de bedste opvækstbetingelser for en følsom og rebelsk sjæl. Efter en mangeårig karriere i reklamebranchen begyndte fortiden atter at trænge sig på, og i 2017 besluttede Lisbeth Lunda at sige arbejdet op og springe ud som kunstner. Hun har altid tegnet og malet, og der var noget, der skulle ud af systemet. Noget, der skulle bearbejdes.

 

Resultatet ser vi her. Malerier med fællestitlen ”Conversations”. Samtaler med hende selv – og med os beskuere. Samtalerne kommer til udtryk som et maleri med et tilhørende lille tekststykke. Kvindeskikkelsen ses i tre udgaver svarende til de tre livsstadier: ungdom, voksenlivet, alderdommen eller fortiden, nutiden og fremtiden. Den første med struttende bryster og flyveører. Den sidste med alderdommens slukne og hængende hudfolder.

 

Den nøgne overkrop er forbundet med en underkrop i form af en kjole, som kan ligne de abstrakte mønstre i guld, vi bl.a. finder hos en Gustaf Klimt.

Kombinationen af billede og tekst giver hvert maleri sin egen følelsesmæssige stemning. I nogle hersker optimismen og håbet, i andre ensomheden og fortvivlelsen og i andre igen ungdommeligt overmod, stille resignation eller vred trods. Dyr og planter spiller en vigtig rolle i markeringen af billedets grundstemning, ligesom farven angiver, om vi er i dur eller mol.

 

Rent malerisk har Lisbeth Lunda fundet en balance mellem stram grafisk opbygning og drømmende lyriske passager, men det er billedernes følelsesmæssige udtrykskraft, man først lægger mærke til. Byggende på private erfaringer bliver malerierne almenmenneskelige i deres budskab. De har noget på hjertet, og vi bliver ramt. Ramt, fordi vi genkender disse følelser og disse stemninger fra os selv. Det er bevægende kunst.