Cecilie Witthøft

www.ceciliewit.dk


                        www.ceciliewit.dk

                           Billedkunster

                     Maleri - collage - foto                                                 

 

Jeg gør ved mine billeder brug af en kunst i flere lag, som lukker op for et kig ind i forskellige verdener. I denne sammenhæng beskæftiger jeg mig primært med malerier, collager og fotos og søger at åbne op for et abstrakt univers, som opfordrer beskueren til at gå på en reflekterende rejse i det visuelle såvel som det sjælelige. Værkerne udgør en kombination af inspiration fra livet i storbyen i samspil med en fascination af det buddhistiske livssyn og tankesæt.

 

I mine malerier kommer dette til udtryk gennem en fascination af grafitti og vægmalerier, tegn og symboler. Her gør jeg meget brug af akrylfarve og forskellige teksturer samt motiver som ord, tal og tekster, som medvirker til at forstærke udtrykket. Dette kombineres med en brug af buddhistiske tegn og symboler. Malerierne males på hørlærred.

 

I mine collager gør jeg bl.a. brug af silketryk af rækværk og ornamenter indsamlet fra egne fotografier fra forskellige storbyer rundtomkring i verden. Disse kombineres ved brug af mixedmedia- og dekonstruktionsmetoder samt materialer som oliefarve, kridt, molotow, shellak, bladguld og papirgenbrug i en street art stil på hørlærred og papir. Collagerne monteres i glas og ramme med passepartout.

 

I mine fotos forsøger jeg gennem fragmenterede, minimalistiske og fængslende motiver at portrættere den barske men samtidig prægtige virkelighed, vi lever i. Her er fokus bl.a. på kontrasten mellem frihed i form af himmelmotiver og indhegning eller rustne og forladte industrikvarterer. Jeg kombinerer disse fotos med alt slags papirgenbrug. Fotografierne monteres i glas og ramme med passepartout.

 

Med alle disse forskellige former for billeder ønsker jeg at drage beskueren ind i et univers af farver, former og symboler med en intention om at videregive stærke og livsbekræftende budskaber, man kan gå på opdagelse i.

 

 

En anmelder beskriver f.eks. min stil som følgende:

 

"Der er noget på én gang yderst konkret og samtidig gådefuldt over Cecilie Witthøfts billeder. Det konkrete er mønstre, tegn og symboler, tal og ord malet i en næsten grafittiagtig stil - som malet på en mur. Det gådefulde manifesterer sig bl.a. i kraft af måske blonder, som lægger et slør hen over fladen. Vi ser som gennem et gardin."

 

 

Jeg udstiller gerne på gallerier, firmaer,  kunstforeninger, privat, institutioner, cafeer o.a.

Jeg sælger billeder til private, kunstforeninger og institutioner.

Også særbestillinger.

 

Jeg har været medlem af "kunst2100" siden 2010 og deltaget i fællesudstillinger o.a. Derudover er jeg medlem af Kunstforening Ærø.